8. juni.
 

Camping Chateau du Gibanel   F 19400 Argentat/Dordogne.  Koordinater:         45° 06' 38.93" N           1° 57' 31.23" E

Frem til Argentat kom vi midt i middagspausen. Her er forbløffende få gæster. Sådan ca. 10 – 15 vogne + et telt fra England + vores telt i 1. parket til Dordognefloden, hvor der er masser af vand. Ikke som dengang i 1981, hvor Sebastian og Malene byggede et bål i ”flodsengen” Sankt Hans aften, og vi alle sammen sang ”Vi elsker vort land”, på bedste Kim Larsen melodi.

9. juni
Argentat er i grunden ikke en særlig interessant by. Den har Dordogne og er udgangspunkt for en stor organiseret kano- og kajakturisme (vi har selv været nede af floden 3 gange i egen kano med fuldt udstyr. I 1989, 1991 og 1993).
            Selve byen er lidt søvnig her i juni måned, men én ting er helt sikkert ikke spor søvnig. Nemlig pragtrestauranten Auberge des Gabaries, som ligger helt ned til floden midt i byen, og hvor M. Pascal Jacquinot tryller med maden.
           Samme priser middag og aften. Samme fænomenale mad.
           Synsindtrykket er jo så vigtigt, så vi gloede savlende i lang tid, inden vi kastede os over maden. Med garanti feriens flotteste, mest lækre, mest fantastiske dessert, som ikke kan overgås fremover. (Vi vil dog lade det komme an på utallige prøver).

10. juni.
Hyggedag, hvor vi kørte lidt omkring og så lidt på omverdenen nord for campingpladsen. Her var en del små byer med få huse, som hver især hed St. Martin et-eller-andet, der var en kirke fra 12-hundrede tallet og en smuk, smal vandresti, som af og til tillod et glimt udover dalen.

Det ser ud til regn, og da jeg svømmede de sædvanlige 20 baner oppe i poolen lød der tordenrumlen i det fjerne, og de sorte skyer så ud til at nærme sig, men heldigvis fortrød de.

11. juni
Vi var ikke mere end lige kommet ned i soveposerne før uvejret brød løs. Der kom nogle orkanagtige vindstød ind fra Dordogne. De kunne såmen godt måle sig med dem vi har oplevet i USA, og teltet føjede sig da også med det samme og lagde sig ned over os. Det lynede, tordnede, stormede og regnede. Vi fik svunget benene op på teltdugen og fik det nogenlunde på højkant. Overteltet rev sig løs i det ene hjørne, og Mogens måtte ud og kæmpe med det. Faktisk var det meget, meget dramatisk. Men som det jo går, forsvinder sådan et uvejr igen, men det varede mange timer, før regnen holdt op.
             Ja, og i dag er solen fremme igen. Godt vi havde besluttet os til endnu en dag på ”La Gibernel”, for teltet var pjaskvådt. Vi har nemlig fundet ud af, at slottet ”Chateau de Val” alligevel er åbent her i midten af juni, så vi smuttede lige de ca. 100 km til Lanobre og købte vores 5 spisestolesæder. Vi købte 1 stk. gobelin sidste år og har møbelpolsterens ord for at kvaliteten er i orden. Så nu har vi 6 forskellige motiver til de gamle stole, som Mogens morfar lavede. De bliver så flotte.

Og så måtte vi lige runde dagen af med endnu et besøg hos M. Jacquinert og hans  fire-slags-røde-bær-dessert!

Nutidens menneske kan ikke tåle stilhed. Så snart stilheden hviler over en campingplads, skal radioen eller tv’et i gang. Man lytter ikke, man ser ikke, man skal blot have en baggrundsstøj, der hindre mennesket i at høre bækkens stille kriblen, flodens dejlige susen, vinden i træerne, tordenen i det fjerne, alle fuglenes dejlige, forskellige lyde og så af og til den helt stille ”lyd”. Ak ja, det er meget nutidens menneske går glib af. (M. Andersen).

12. juni
Smuk køretur – stadig langs Dordogne. Men den er smukkest set fra vandsiden. Vi gjorde ophold i Beynac ved frokosttid. Her har vi tidligere spist frokost i vores kanoperiode. Man bliver så glad for endelig at se en række huse ved floden efter at have padlet mange ”farlige” kilometer. Og slottet, der hvor floden svinger skarpt til højre, lå der stadig i al sin vælde.

Men turismen var sandelig vokset i løbet af 20 år. Nu var her både, som lignede vikingeskibe, som sejlede turisterne op og ned ad et lille stykke af Dordogne. Det vrimlede med gule plastikkanoer. Her var en kæmpe betalingsparkeringsplads. Og endnu flere madsteder end tidligere. Vi valgte det sted vi kunne huske!
          Og så er vi havnet i St. Emilion. Blot en km fra byen og mellem alle vinmarkerne. Frk. Nüvi formåede endnu engang at føre os ad bittesmå veje, så vi næsten syntes, vi kørte inde mellem vinrækkerne. I hvert fald var vi sikre på ikke at møde nogen campingvogne. Og heldigvis kom der ingen modkørende biler.
 

Camping Domaine de la Barbanne.   Route de Montagne F 33330 Saint Emilion.  Koordinater:      44° 55' 03.68" N         0° 08' 28.90" W

13. juni
Hvilken campingplads. Den er altså flot. Ingen diskussion om det. Her er 153 pladser samt de sædvanlige hytter. Her er en stor sø med både, også et imponerende poolanlæg, fine tennisbaner, etc. etc., alt sammen til fri afbenyttelse. Ja og så er her englændere. Massevis af englændere. Vores årgang – eller ældre – med store biler og store campingvogne. De er nok her ovre for at købe årets ration af grand cru. I hvert fald bliver der drukket rigelig god rødvin rundt omkring os. Vi følger trop. En petit peu.

St. Emilion er selvfølgelig en turistby med masser af vinforretninger med de fineste vin til priser, man end ikke drømmer om. Her er fine restauranter og forretninger med alskens lækre souvenir og heldigvis også en bager. Men her er også fine gamle bygningsværker, blandt andet ”Kongens slot”, som er et firkantet tårn fra 1200 tallet. Vi klatrede op ad de mange stejle trapper og havde en betagende udsigt over byen og vinmarkerne.

Spillede en gang tennis sent på eftermiddagen. Det var varmt. Resultat: 6 – 2, 3 – 2 (og så ku’ vi ikke mere) til en af os. Men for pokker! Tænk at spille tennis bogstaveligt talt midt i Château Tour Saint Pierres grand cru marker!

14. juni.
Regnvejr i nat. Er blevet enige om at køre videre i dag. I morgen begynder den store årlige vinudstilling og vinsmagning i St. Emilion. Vi har ikke nok forstand på vin til det show, ud over at vi naturligvis kan smage, hvad der er godt, men blot tanken om alle de mange turister og indkøbere imellem alle de små hvide telte, som allerede er slået op på et kæmpeareal i St. Emilion, smaskende og gurglende gøre sig kloge på 2006 årgangen, er grund nok til at blive væk.
           Vi kørte mod Bordeaux og fik det sidste glimt af Dordogne, som nu havde vokset sig stor og mægtig – og absolut uegnet til kanofart – videre ud til Andernos, en flot badeby ved Bassin d’Arcachon med udsigt over til Arcachon.
 

Camping de Fontaine-Vieille. 4, Boulevard Du Colonel Wurts.  F 33510 Andernos-Les Bains. Koordinater:       44° 43' 34.57" N          1° 04' 49.64" W

Denne campingplads er enorm. Der er hundredevis af pladser, mange af dem med stationære campingvogne og hytter. Vi er så absolut kommet for tidligt, så vi kan selv bestemme, hvor vi vil slå os ned. Klog af skade valgte vi et sikkert læsted bag en hytte og med lægivende træer omkring. Nede ved vandet, som glimrede ved sit totale fravær – ebbe – stormede det ti pelikaner. Sandet var flot og der var anlagt en flere kilometer lang spadserersti langs kysten. Og det benyttede jeg mig så af.
            Knapt var vi blevet færdige med at tilberede vores fiskesuppe, før regnen igen begyndte. Heldigvis havde vores nabo en gedigen overdækket terrasse, hvor vi så kunne spise i tørvejr. Og regnen fortsatte hele natten.

Det er første gang vi har set sådan et køleskab på en campingplads. Ganske rart for os teltliggere. Man lejer en nøgle til en af boksene og man kan så holde    sine madvarer dejlig kolde. Håber ikke det er sidste gang vi ser det.

 Videre til næste kapitel

   Tilbage til hovedmenu